Stofbutikker

February 26, 2024

Read this post in English

Normalt skriver jeg kun på engelsk, men da det her handler om danske butikker – så laver jeg en undtagelse og tager den på dansk også 🙂

Som I nok ved, hvis I forstår dansk, så kan stof betyde mere end metervarer på dansk. Og jeg joker tit med at jeg er “stofmisbruger”, eftersom jeg har en lidt overdreven mængde stof, som jeg sandsynligvis ikke får brugt i min levetid. Til mit forsvar er noget af det arvet fra min mor. Men jeg indrømmer også, at jeg selv har købt en del. Hvilket selvfølgelig betyder at jeg har besøgt en stofbutik eller to i min tid.

I dette opslag vil jeg dele dem jeg besøger mest – i Danmark. Jeg bor i midtjylland nær Århus, så de butikker jeg nævner er dem, der er i nærheden af mig. Det er langt fra en komplet liste, men blot dem jeg har besøgt for nyligt og kan sætte et ord eller to på hvad slags butik det er. Du er velkommen til at kommentere nedenfor med butikker du kan lide/ikke lide – helst i Danmark, men har du set noget spændende i udlandet er du også velkommen til at dele det. Lad os dele vores oplevelser!

Kølkær Stof & Hobby

Adresse: Hammerum Hovedgade 130C, 7400 Herning

Hjemmeside: Stofkarsten.dk

Den første butik på listen er en af mine absolut favoritter. Det er ikke den der er tættest på mig, men som regel er den værd at køre efter. Det er ikke en kæde, men en meget stor butik med rigtig mange forskellige slags stoffer fra plæder og møbelstof til jersey og lycra i alle mulige farver og en overdreven mængde printed jersey. Der er også en del bånd og andet sytilbehør. Butikken er to-delt med den ene side hovedsageligt sy-ting, mens den anden side hovedsageligt er garn og patchwork. Det mest trælse ved butikken er at intet har labels, så man skal spørge hvis man ikke ved hvad der er hvad og har brug for at vide det. Personligt går jeg ikke så meget op i det, jeg går bare efter det der ligner det jeg skal bruge, som har det rigtige fald og stræk. 

Priserne er som regel rimelig fair, men ikke den allerbilligste butik. De har tit -20 eller -25% et par gange om året i en uges tid eller to.

Deres hjemmeside er rimelig dårlig, uden filtre til sortering og der er ikke tæt på alt hvad de har i butikken – men i det mindste har de en hjemmeside.

Herunder er nogle billeder fra butikkens Facebook side. Det ligner meget hvordan det også ser ud i dag med mængder af stof. De er ret aktive på deres  Facebook side, hvor man kan følge lidt med i hvad de får hjem af nye ting.

Jydsk stoflager
Adresse: Jupitervej 2, 7430 Ikast, Danmark

Hjemmeside: Jydsk-stoflager.dk, også: Jeanettemai.dk

Den næste butik kan man lige så godt svinge forbi hvis man alligevel besøger Kølkær, eftersom der kun er 5 minutters kørsel imellem de to og de har også en del spændende ting.

Jydsk Stoflager lader til hovedsageligt at gå op i digital printed jersystof, hvilket fylder ca halvdelen af butikken. Ikke nødvendigvis en dårlig ting – jeg kan personligt godt lide at lave tøj af sådan noget stof. Men det er måske ikke lige dét til cosplay.

Dog har de også et fint udvalg af det der tit kaldes “Dansestof”, altså lycra med og uden print, glitter osv. Der er selvfølgelig også mere normalt stof og et rimeligt udvalg af bånd og tilbehør

Deres hoved-hjemmeside sælger kun engros – men man kan se lidt om udvalget af stof i butiken. Den anden hjemmeside jeg har sat link til er også deres, hvor de sælger til private også.

De første gange jeg besøgte denne butik holdt de til på den modsatte side af vejen i mindre end halvt så store lokaler. Det var ret rodet, men nu er det en stor, moderne butik og alt er sorteret og placeret pænt på hylderne med masser af plads til at gå rundt og kigge. Jeg savner lidt den gamle butik – jeg kan godt lide følelsen af at være på skattejagt i stofbutikker, men jeg må indrømme at det er rart at man ikke skal lede sådan efter en specifik type stof.

De er ret aktive på deres  Facebook side, hvor de ofte laver opslag med nyt stof. Herunder nogle billeder fra deres Facebook side. De er et par år gamle, men butikken ser meget sådan ud i dag også.

Kludemanden Harlev

Adresse: Harlev Kirkevej 1, 8462 Harlev J

Hjemmeside: ingen, men aktiv på Facebook

Det her er sådan en “skattejagt-stofbutik”. Lokalerne er på en gammel gård og butikken er ejet af et ægtepar, der godt kan lide at sy ting til deres barnebarn (at dømme fra deres Facebook side). Det er sådan en gammeldags stofbutik hvor man aldrig lige ved hvad man falder over. Jeg kan godt lide den, fordi den er anderledes, men også fordi der er flere store borde fyldt med stofrester (ofte flere meter lange) som er billige og betales pr. kg.

Der er mere stof end hvad der egentlig er plads til, så det kan virke lidt rodet. Dog virker ejerne som om de har styr på tingene og de er gode til at hjælpe med at finde hvad du skal bruge og hjælpe dig med at vælge det rigtige til dit projekt. Jeg vil dog råde til at tage en lommelygte (eller mobilens blitz) med, da lyset i butikken er ret dårligt og det kan være svært at se nogle af de nederste hylder.

Det er igen en af den type butikker, hvor der ikke står andet end pris på rullerne, men igen – butiksfolkene ved hvad de sælger og kan hjælpe med fx. vaskeinstruktioner hvis man spørger dem.

De har ingen hjemmeside, men de er ret aktive på deres Facebookside, og svarer også på spørgsmål der. Jeg tror endda også de er villige til at sende stof, hvis de poster noget man gerne vil have.

Billeder fra deres Facebook side:

Princip Stof

Adresse: Edwin Rahrs Vej 32M, st. 13, 8220 Brabrand

Hjemmeside: Ingen (og generelt ret inaktive på Facebook/SoMe)

Denne her butik bliver nok mest opdaget gennem bekendtskaber eller hvis man ved et tilfælde støder på den, for den har hverken hjemmeside eller aktive sociale medier. Og oven i det er navnene ret forvirrende – på bygningen står der både Princip Stof, Bazar stof og Beside Fashion. Jeg tror Princip er morens shop og Beside er sønnens, som de så har lagt sammen til en butik. Som er ved Bazar Cest. Stof-delen af butikken var førhen i Tilst (hvilket er hvordan jeg fandt den – meget synlig fra hovedvejen), men de flyttede til Brabrand for et par år siden.

Selvom de ikke er meget synlige online er det klart værd at besøge butikken, hvis du søger lidt mere usædvanlige stoffer. Kvinden, der ejer den, er også skrædder, så der er som regel også en masse flotte kjoler, og man kan vidst også få syet en af stoffet i butikken (af hvad jeg har overhørt mens jeg har været der).

De har også sindsygt mange flotte kantebånd osv. Jeg fandt det helt perfekte til det Prince Stefan cosplay jeg lavede. Hvis man er til glitter og guld er det helt klart det rigtige sted, men der er også en del fint brocade stof. Jeg har også købt mit Holiday Rapunzel doll cosplay stof herfra. Nogle af stofferne er meget dyre og andre er mega billige, så det er lidt blandet. Billederne her har jeg selv taget for nyligt.

StofShop
Adresse: Silkeborgvej 257, 8230 Åbyhøj (Århus)

Hjemmeside: shop.stofshop.dk

Denne butik er lidt mere moderne end de andre enkeltstående forretninger, hvilket betyder at mange af stofferne de har er hvad der er på mode. Men derudover har de også et godt udvalg af dansestoffer, middelalderstoffer (100% uld og lidt pebrede i prisen), ren silke og fine stoffer til brudekjoler og andre festkjoler. Stofferne i stueetagen er lidt dyre i forhold til nogle af de andre butikker på listen, men ikke så dyre at det er helt uhørt. Personalet i butikken er kompetente og hjælper gerne (når de har tid, men desværre ofte meget travlt).

De har også en kælder med meget billige stoffer og her kan man tit finde de specielle farver plæder og andet stof, der ikke lige er på mode, men som måske er lige det, man mangler til sit cosplay. De har også et rimelig udvalg af bånd mm.

Deres hjemmeside har en webshop, men man kan ikke se specielt meget af udvalget af det stof, de har i butikken.

De er rimelig aktive på Facebook, og billederne her er derfra:

Selfmade

Adresse: Tilst Søndervej 94, 8381 Tilst

Hjemmeside: selfmade.com

Jeg vil ikke skrive en masse om denne, da de fleste nok kender den. Det er en kæde-butik, som har eksisteret i mange år. For et par år siden skiftede de navn fra Stof og Stil til Selfmade. Jeg er personligt ikke fan af skiftet. Jeg synes det er grimt. Men det er en god butik, selvom den er lidt præget af mode.

Fjølner

Denne butik er nu lukket 🙁 

Adresse: Sct. Mathiasgade 43, 8800  Viborg

Hjemmeside: fjoelner.dk

Jeg kommer her ikke så tit, mest pga. geografi, men jeg vil gerne nævne den alligevel, da det er en god butik med et fint udvalg. De har også en ret god hjemmeside, men jeg er ikke sikker på hele deres lager er at finde på den. Dog er den en del bedre end de fleste andre på denne liste, og jeg kan godt lide at jeg kan tjekke om der mon er nogle potentielle stoffer inden jeg kører derhen (det er lidt langt for mig).

Når jeg tænker på butikken, husker jeg en varm og hyggelig butik med et stort udvalg. Der er to etager, som er godt pakket, men ikke på en overfyldt måde. Dem der arbejder i butikken er også flinke og nogle af dem ved endda hvad cosplay er og det er en fordel når man spørger efter hjælp. Da jeg ledte efter billeder af butikken (eftersom jeg ikke selv har nogle) fandt jeg ud af, at de ikke er aktive på sociale medier, men at butikken er mere end 50 år gammel og ejeren over 75 år og uden planer om pension. Det synes jeg er ret fedt! Jeg fandt kun dette ene billede inde fra butikken, hvilket er fra denne nyhedsartikel om butikken og ejeren.

Som det sidste vil jeg lige linke det her blog-opslag, som jeg skrev for noget tid siden. Ikke i Danmark, men hvis der stadig gik direkte fly herfra til Vilnius, så kunne jeg godt finde på en weekend-tur dertil kun for at besøge den butik!

You May Also Like…

No Results Found

The page you requested could not be found. Try refining your search, or use the navigation above to locate the post.

0 Comments

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *